Stjernholm A/S fik én af de prestigefyldte miljøpriser, da Ingeniørforeningen, IDA, uddelte EU’s danske miljøpriser for 2020
Det har i mange år været anerkendt, at sand er et fantastisk lejemateriale til malkekøernes sengebåse. Det øger køernes produktivitet – det mindsker risikoen for yverbetændelse – det mindsker risikoen for skrid skader og giver i det hele taget en meget høj grad af dyrevelfærd.
Eneste bagside ved brugen af sand i sengebåsene er, at sandet løbende blandes med gyllen. Det giver en række åbenlyse problemer med slid på pumper og rørsystemer – bundfældning i tankanlæg – behov for løbende indkøb og hjemtransport af nyt sand – afvisning af sandholdig gylle til biogasproduktion.
Siden 2009 har Stjernholm A/S i Ringkøbing arbejdet på udvikling af et sandvaskeranlæg, som kan separere gyllen fra sandet og vaske det fri for tørstof og bakterier, så det kan genbruges i sengebåsene.
Stjernholm har i dag flere anlæg kørende i Danmark og i udlandet som fungerer så godt, at op til 99 % af sandet frasepareres og genanvendes! Gyllen er desuden så fri for sand, at det kan anvendes til biogasproduktion.
Stjernholm A/S får prisen med flg. begrundelse:
Stjernholm A/S tildeles miljøprisen for bæredygtige Produkter og Services for udvikling af Stjernholm Sand Separeringsanlæg til separering af gylle og sand. Sandvaskeranlægget er udviklet primært til kvægfarme hvor køer bruger sand i sengebåsene. Dyrevelfærdsmæssigt er det en fordel at bruge sand i sengebåsene, da dyrene kan undgå udskridninger og i langt mindre omfang udvikler klovskader og yverbetændelse. Med sandvaskeranlægget separeres gyllen fra sandet – og 99 pct. af sandet kan derefter genanvendes i sengebåsene. Den fra-separerede gylle kan sælges til forgasning på biogas-anlæg. En enkelt ko bruger mellem 4,8 og 6,8 ton sand om året, så udover råstofforbruget repræsentere transport af nyt og brugt sand et meget væsentligt CO2 bidrag. Stjernholms anlæg er et flot eksempel på cirkulær økonomi med stor råstof-besparelse og en væsentlig CO2 reduktion til følge. Anlægget kan videreudvikles til brug i anden affaldsbehandlingssammenhæng.
HVAD ER EU´s MILJØPRIS?
EU’s Miljøpriskonkurrence har siden 1987 uddelt miljøpriser. I Danmark er det Ingeniørforeningen, IDA, der efter aftale med EU-Kommissionen og Miljø- og Fødevareministeriet forestår priskonkurrencen.
Priskonkurrencen har to niveauer: Et nationalt og et europæisk. En nationalt sammensat bedømmelseskomité vurderer og præmierer i hvert af deltagerlandene de indkomne projekter og indstiller udvalgte projekter til deltagelse i den efterfølgende konkurrence på europæisk niveau.
I år har der været fokus på virksomheder, der arbejder med projekter som i særlig grad støtter op om FN’s verdensmål for bæredygtighed.
I forbindelse med prisoverrækkelsen sendte Miljøminister Lea Wermelin en virtuel hilsen til alle tre miljøpris vindere: Sinatur, Stjernholm A/S og Rockwool.
Læs mere på Ida.dk